Tilvalg

Køber­rådgivning.
Et fagligt blik før underskriften.

Mægleren sælger. Sælgeren håber. Jeg kigger på huset, som en der skal tegne om på det — og fortæller jer, hvad I køber.

En tilstandsrapport fortæller, hvad der er galt. Ikke hvad huset kan blive til.

01

Hvad er køberrådgivning?

En byggefaglig gennemgang af ejendommen, før I skriver under. Ikke som mægler eller jurist — men som den, der ville skulle tegne jeres ombygning bagefter.

De fleste køber et hus med en plan om at lave det om. Spørgsmålet er, om planen overhovedet kan lade sig gøre — og hvad den kommer til at koste.

02

Hvad kigger jeg på?

  • Kan jeres drøm lade sig gøre her? Bærende vægge, konstruktion, lofthøjde, tag. Hvad kan flyttes, og hvad kan ikke.
  • Hvad tillader lokalplanen? Bebyggelsesprocent, byggelinjer, tilbygningsmuligheder, bevaringsbestemmelser.
  • Gennemgang af tilstandsrapporten — hvad betyder anmærkningerne i praksis, og hvad koster de at udbedre?
  • Overslag over ombygningen, så I ved, hvad huset reelt koster jer — købspris plus det, I gerne vil.

Jeg har tidligere været beskikket bygningssagkyndig og energikonsulent. Jeg udarbejder ikke længere tilstandsrapporter eller energimærker — men jeg har lavet nok af dem til at kunne læse en. Og det er dét, I har brug for: en, der kan oversætte anmærkningerne til, hvad de betyder for jeres planer og jeres budget.

03

Hvornår skal I ringe?

Før I skriver under. Ikke efter.

Fortrydelsesfristen er kort, og et forbehold i købsaftalen skal skrives ind, mens der stadig forhandles. Bagefter har I huset, og så handler samtalen ikke længere om, hvorvidt I skulle købe det — men om, hvad det kommer til at koste at gøre det beboeligt.

04

Hvad får I?

  • Besigtigelse af ejendommen sammen med jer
  • En mundtlig og skriftlig vurdering af mulighederne
  • Overslag over, hvad jeres ønsker vil koste
  • Et ærligt svar på, om I skal gå videre — også hvis svaret er nej

Fast pris, aftalt på forhånd

Prisen afhænger af ejendommens størrelse og afstand. I får den at vide, før jeg kører ud.

Book et møde →